Tjekliste

Hvalpen kommer

hjem

*Det er så skønt, at føle sig velforberedt, når den store dag oprinder. Og man kan nyde den så meget mere, hvis man er klar. Her er en "lille, bitte" tjekliste for vores hvalpe 😄 Der vil sikkert komme mere på hen ad vejen.


*Halsbånd. Hvalpen har haft hvalpehalsbånd på her, så det er nemt at bytte til det I har valgt. Køb endelig et billigt et i nylon, for det vil nok ca. kunne bruges en måned eller to. Når hvalpen flytter herfra, vil den kunne passe et halsbånd, der passer til en almindelig huskat. 


*Hundetegn skal alle hunde have. Hvalpen kan kun bære de helt små hundetegn, gerne de runde. Senere, ca. ved 6-7 måneders alderen kan et permanent halsbånd købes i læder. Læder er nemlig det bedste for pelsen. Man kan købe læderhalsbånd på nettet, hvor navn, adresse mv. præges i læderet og at slipper man for hundetegn.


*Aviser kan man samle i god tid og placere i øer, så der mindst er en tisseø i hvert rum. Når hvalpen har tisset eller lavet kan man blot rive de fugtige sider af og smide ud.


*Tag gerne hvalpen udendørs, så snart vejret er tørt. En hvalp skal gradvist vænnes til koldt vejr, men kan altid komme ud i 5-15 minutter ad gangen i tørvejr. Udvid langsomt. En hvalp der spurter rundt, kan være ude længere. Hold øje med om hvalpen fryser (ryster). I sommervarme skal hunden altid kunne finde svalende skygge. Hvis ikke det er muligt, har den det bedre indendørs på kølige gulve. Og husk frisk vand udendørs også.


*Hvalpen kan kan oftest tidligst holde sig en hel lang nat ved ca. 5 måneders alderen. Husk en avis i nærheden., evt. på en skobakke.


*Når hvalpen sover, skal den være i fred! Dette er næsten den vigtigste regel, som alle i husstanden må respektere. Har den lagt sig midt i køkkenet, så bær den over i kurven og læg den forsigtigt. Kurven er hundens bedste sted i hele verden. Her ligger et dejligt tæppe, lidt bamser og den står godt og trækfrit. Helst i nærheden af familien. Hunde er jo flokdyr. Især selskabshunde.


*Bær ikke mere på hvalpen end højst nødvendigt. Det er så fristende (og nemt), at bære rundt på en lille, nuttet hund, men hunden har det bedst på benene. Selvfølgelig bør og kan, fortrinsvis de voksne, bærer den op og ned af trapper, flytte den, hvis den sover og løfte alle de steder, hvor hvalpen kan bliver forskrækket, komme i klemme, falde mv. Men, der hvor hvalpen kan gå, der skal den gå. En hund der bliver båret alt for meget, udvikler i øvrigt ofte angst overfor "den store farlige verden", fordi den ikke får gjort sig sine egne erfaringer. Og en angst hund, har et skidt liv.


*Hvalpe elsker fødder. De følger dem troligt, som de ville følge de voksne hunde i en flok. Og de skal lære at holde sig på afstand, for vi træder nemt på dem. Vores fødder er de rene tryghedkilder, så pas på, så længe hvalpen er lille. Den vil stille sig, lægge sig, sove på, omkring, ved og bagved vores fødder. Træd varsomt! Da hvalpen er lige i hælene på os, som dens natur byder den, så pas også godt på, hvis du lukker døre - og undgå også gennemtræk! Det kan gå helt galt..


*Den tid hvor man kunne sætte sin hund i snor foran bager og supermarked, er forbi! Hunde, især smukke selskabshunde, regnes af lyssky elementer for at være en "letomsættelig vare"! Det betyder også at hunden ikke må være uden opsyn i en have, hvor den let ville kunne løftes over hegnet, eller blive luftet af børn flere veje væk fra voksent opsyn. Så længe hvalpen er lille (under ca. 4-5 kg.), skal man også vogte sig for store (rov)fugle, ræve og af og til endda en kæmpe hankat.


*Tørkost af god kvalitet er og bliver hovedernæring, for at hunden skal bevare en sund mave og smuk pels og ikke mindst fine tænder. I starten kan man af og til opbløde et par spsk.fulde tørkost i koldt vand en time og så røre det med varmt, kogt vand, så det bliver lidt lunt. Fjernes efter max. 2 timer, så det ikke danner bakterier. Man kan også gnide tørkost med et lille stykke mild ost, lidt kød mv. Vi taler om ca. 1x1 cm. lækkeri. Og husk hvalpen på at drikke efter måltiderne, for at undgå forstoppelse.


*Vand må der til. Der skal altid stå tørkost og vand fremme, så hvalpen kan nippe og drikke. Vandskålen skal altid indholde vand af en kvalitet, som man selv ville kunne drikke af uden problemer. Skålen vaskes og skylles en gang i døgnet. Resten af tiden kan man blot fylde op med rent vand. Er huset stort, så hav gerne flere vandskåle. Også en udendørs, når varmen kommer.


*Godbidder i alle farver og størrelser anvendes med yderst forsigtighed. Især hvalpe får alt for nemt ødelagt mave-tarmfloraen og kan i værste fald få mave-tarm betændelse. Vær stærk og køb hellere dejligt legetøj i de lokkende butikker. Godbidder er kun til trænning og bør aldrig gives uden hunden arbejder for det, som minimum "sitte" pænt.


*Gør det selv. I mange godbidder er der puttet det værste skidt, farvestoffer og gulvaffald i. Kog meget hellere en kylling i rent vand. Pil og skær kødet i små bitte tern. Frys ca 10 små tern ned i en lille frysepose. Læg de mange poser i fryseren og tag en op en time før trænning, eller pelspleje. Må gerne gives lidt kolde. Hunden vil gøre alt for disse godbidder. Mild, fedtfattig ost i små bidder kan også anvendes. Eller en lille rugbrøds gnalling med skrabet smør. Drop alt andet. Og kærlig ros kan hurtigt erstatte snacks.

Obs. Hvidt, blødt brød kan sætte sig som en stor klump i ganen.


*Tyggeben er oftest lavet af klorinbleget dyrehud, der inden klorinen har ligget i blød i saltsyre et par år. Pu ha..

Vi bruger kun tørrede kalveklove som tyggeben, da de også er helt eminente til at holde tandsten nede. Smides ud når de bliver for små. Må ikke kunne sluges til sidst. Vi køber sække af 100 stk. ved netbutikken Lunden.

Giv aldrig hunde kogte/bagte/stegte knogler, det kan koste dem livet, da de splintrer. Det eneste der kan gives, er rå lårbensknogler fra større dyr. Evt. tørrede, men aldrig røgede.


*Menneskemad er ikke hundemad. En masse mad vi nyder, kan gøre hunden syg, eller i værste fald koste den livet. Naturen ødsler ikke med ressourcerne, så mange af vores kostelementer, er hunden simpelthen ikke udstyret til, at kunne nedbryde naturligt. Det gælder f.eks. salt, sukker, chokolade, krydderier, røget mad, tilsætningsstoffer, stærke og fede spiser, slik, farvestoffer, avokado, rå kartofler, tomater, stenfrugter, nødder, rå æg og visse krydderurter og stueplanter. Alt dette kan i værste fald medføre døden. Da Max vejede 2 kg fandt han fire chips på gulvet og hans nyrer havde nær kollapset! Alle i familie og omgangskreds skal respektere og forstå dette.


*Bideri i bukser, strømper og hud er helt naturligt og vi mennesker afgører helt selv om det bliver en lang, eller kort, fase. Vores konsekvens og reaktion er altafgørende. Leg aldrig lege, der indeholder, at hvalpen bider eller trækker i fingre, tøj eller tæer, eller sokker/sutsko. Hav rigeligt hvalpelegetøj klar til at bytte med. Ros når hvalpen har det rigtige i munden!


*Bider hvalpen i hud, hyler man. En kort, højt hyl. Hvalpen slipper og ros følger. Vær konsekvent. Fortsætter hvalpen bideriet stopper l opmærksomhed. Ignorer den, gå væk, sæt den ned, tag fødderne op og lad som om den ikke er der i 5 minutter. Gentag når det er nødvendigt.. I løbet af få dage indser hvalpen, at det her er for kedeligt. Børn vil ofte løbe, skrige op, hoppe osv., hvis hvalpen bider. Det opfatter hvalpen som dejlig leg, så lær børnene den rigtige metode.


*Bider hvalpen i sko og tøj, så stå stille, sig "nej" i klar tone (ikke råbende) og vent på, hvalpen stopper. Ros og gå videre. Bider den igen, så gentag. Afled evt. opmærksomheden ved at kaste noget legetøj. Hvalpen lærer hurtigt. Bideriet kan vende tilbage, men så kender man recepten.


*Hår foran øjnene er ikke noget for en hund. Det klippes nemt med en hunde-ansigtssaks. Den har rundede spidser og klipper godt. På en hvalp kan man pusle lidt mens den sover og lige klippe de fine hår i øjenkrogen, der går skråt ind foran øjet. Hvalpen vænnes til dette ved regelmæssig soignering. Vær forsigtig og giv tid.


*Pels ved numsehullet skal helst ikke blive for langt. Nemt at klippe lidt ind. Skulle hvalpen få dårlig mave, gør det livet så meget nemmere. Er der meget pels ved bagdelen kan en stor klump afføring faktisk skjule sig her og nærmest forstene med tiden. I værste fald kan den forhindre afførring i at passere. Det er så nemt at klippe håret kort lige under halen.. Forskelligt fra hund til hund om det er nødvendigt at klippe. 3 ud af vores 4 hunde behøver det. Lidt tørret bæ i pelsen, fjernes nemt med en kam.


*Bad kun hunden, hvis det er nødvendigt. Ser pelsen i flere dage snavset og fedtet ud, så bad. Ser den fin ud, så bad ikke. Snavsede fødder skylles bare, uden brug af sæbe. Tørres med håndklæde.


*Dyrlægen besøges en gang årligt til sundhedstjek og evt. revaccinationer. Det er altid dejligt betryggende og dyrlægen får måske øje på noget, man ikke lige selv har set.


*Lopper og flåter skal man altid beskytte hunden imod ca. fra marts til september. Vi behandler i pilleform, en pille hver 3. måned i sæsonen. Det har fungeret perfekt for os.    Især fordi vi så ikke skal bekymre os om, hvor ofte hunden bliver våd, som man ellers altid skulle tage højde for med tidligere tiders flåt- og loppemidler direkte i pelsen.. Pillen vi bruger hedder Bravecto og fås hos dyrlægen.


*Hvalpe smager på alt! Alt på gulvet og andre steder hvor hvalpen kommer. Pas på tynde ledninger og strømførende ledninger. Pas på tabt slik, papir, madrester, medicin, rengøringsmidler, toiletbørste, dimser, plastik, sko, strømper, stueplanter, dyner, puder osv. Men ryd ikke hele hjemmet. Det er bare i hvalpealderen, at hvalpen skal lære at kende forskel på alle tilladte og forbudte ting. Så alt, hvor det ikke er en katastrofe med hvalpespor, lader man blive.


*Hvalpe skifter tænder 3-4 måneder gamle. Sørg for tyggeting i lange baner, ikke mindst kalveklove.


*Hvalpekurser anbefales på det varmeste. Hundens socialisering styrkes og  hundevenskaber kan opstå. Også blandt de tobenede i øvrigt.


*Dyrlæger er ikke bare dyrlæger.. Nogen er bare bedre end andre. Og nogen er sure, stressede, udygtige, eller udbrændte. Nogen kan ikke få dig og din hund hurtigt nok ud af konsultationen igen. Nogen ænser dårligt hunden, men arbejder mekanisk! SKIFT!


*Du skal have lige så meget tillid til din dyrlæge, som til din mekaniker! Mindst! Spørg andre hundeejere i nærområdet, hvilken dyrlæge de bruger og om de er tilfredse?


*Kan anbefale den gratis APP: "Pinterest". Her samles verdens kreative gør-det-selv ideer, også vedr. alt om hunde. Legetøj, kurve, tøj, godbidder osv. Det er utroligt, hvad man kan lave selv relativt nemt - og sjovt.


*Negle klippes i starten hver uge, så hvalpen vænner sig. Brug en lille tre-i-ener og klip forsigtigt den yderste lille spids af, ca. 1 mm. Pas på blodåren, der tydeligt ses gennem lyse negle. På mørke negle kan man lyse med lommelygte. Den må ikke rammes, men sker det, så tryk med køkkenrulle med koldt vand på og snak glad med hvalpen imens. Klip altid når hvalpen er træt og putter på skødet, eller ligger på bordet foran en på et tæppe. Snak og syng imens. Når neglene bliver kraftigere, skifter man til klosaks. På vores hjemmeside, overalt på nettet og hos dyrehandler/dyrlæge kan man få meget mere at vide.


*Pelspleje er ren hygge.. Det skal hvalpen lære. Børst den hver dag med en blød børste i en hyggestund og højst i 10 minutter. Også selvom det slet ikke er nødvendigt. Det er bedst, at hvalpen lige er blevet motioneret lidt først. Soignering skal leges ind fra hvalpen er lille. Uanset hvor kraftig pelsen er og bliver, så vil det så mange gange sidenhen komme jer til gavn, at hunden nyder nærheden, pelspleje og soignering. Kig også lidt i ørene og nus de små poter. Ros hvalpen og hæld på med superlativer om, hvor usædvanlig smuk, dygtig og lækker den er. Man får det også selv så godt af det og det er totalt antistressende. Når pelsen bliver længere og kræver mere, søger man råd om de bedste børster.


I kan altid kontakte os.






Copyright © All Rights Reserved