Alene hjemme

Kom godt fra start

Selvfølgelig er det optimalt at man har mulighed for at være sammen med sin hvalp om dagen, men husk alligevel fra starten meget hurtigt at vænne den til at være alene. Bare korte perioder.

Det er et stort spring for en hvalp, der jo aldrig har været alene før! Jo tidligere og bedre man kommer i gang med det, jo nemmere vil det være fremover. Brug lidt tid på det når hvalpen er faldet lidt til efter et par dage og det vil gå smertefrit.

Er man først nødt til at spærre sin hund inde, i bur eller på badeværelse f.eks., så er det udtryk for at man har svigtet! Alle hunde kan lære at acceptere, stille og roligt, at familien ikke er hjemme. Den ved nu af erfaring, at det ikke er ubehageligt - og at dens ejere altid kommer tilbage! En sådan hund, der har modtaget den korrekte prægning, sover når man er væk, og den ødelægger intet.


Hvordan?

Væn hunden hurtigt til at være lidt alene. Gå ud af rummet og luk døren, mens man roligt siger ”Farvel Bamse” og giv den f.eks. inden et stort oksehudsben, eller en kalveklov, som den kun får, når I går.

Kom ind igen, inden den begynder at vræle for meget, måske allerede efter 30 sekunder, og sig venligt ”Goddag bamse”. Vent et par minutter og kæl så med den, mens oksehudsbenet kommer op på en hylde, til næste gang I går, måske et kvarter senere. Gentag igen og igen de første mange dage.

Hunden lærer så, at det er ganske udramatisk at I går - og også lidt rart, fordi den får sit ben og måske noget andet særligt legetøj også. Bedst med et ret stort tygge-ben, så den ikke kommer til at at få noget galt i halsen! Brug aldrig de små rullede pinde af hud, heller ikke når I er hjemme.


Hele huset

Ved at følge de simple øvelser kan I hurtigt træne en hund til at acceptere at være alene hjemme og I kan gradvist sætte tiden op. Går alt godt og planmæssigt, så lad den endelig efterhånden som den bliver ældre få adgang til så meget af huset, som overhovedet muligt, også når den er alene! Jo mere af hjemmet hunden kan holde øje med og færdes i, jo tryggere er den - og jo større er sandsynligheden for, at den bare sover.


En indespærret hund i bur, eller på badeværelset, er ikke en hund der er god til at være alene. Den er derimod en utryg og ulykkelig hund, der måske bliver angst over indespærringen og udvikler livsvarig klaustofobi! Et hundebur er udelukkende til bilkørsel!! Visse hunde vil gerne sove i buret, men så skal lågen stå åben og på sådan en måde, så den ikke kommer til at få sig selv lukket inde.


Alene i længere tid

Når I går på arbejde,eller er væk i længere tid, skal hunden have masser af vand og tørkost og alene-hjemme legetøj og især aviser i alle rum.. Den skal helst ikke være alene hjemme mere end 3-4 timer af gangen de første fire-fem uger, men den kan dog godt klare det. Derefter kan den stige til seks-otte timer, og meget længere bør ingen hund være alene hjemme. Mens hvalpen er lille, er det rigtig fint, hvis man kan finde en hjemmegående og sød nabo f.eks., som hellere end gerne vil kigge til hvalpen midt på dagen og evt. lufte den lidt.

 

Tid i banken

Som tommelfingerregel bør man have i baghovedet, at man "skylder" hunden 10 minutter for hver time, den har været alene: har man været væk i 3 timer, bør man altså hellige sig hunden med leg, luftning og anden opmærksomhed i minimum 30 minutter efter hjemkomst. Uanset hvor meget andre gøremål trækker, eller sofaen 😂 Har man været væk i otte timer, må man kunne afse ca. 80 minutters kærlighed, nærvær, leg og omsorg til sin hund resten af det døgn.


Hunde gør skam ikke forskel

Gem i øvrigt lige de dyre designersko væk, og andet i samme katagori. Hunden kender ikke til priser og mærkevarer, og der kan ske et uheld, især i hvalpe-tiden. Er skaden sket, er der ikke noget at gøre ved det. Hvalpen skal tages på fersk gerning. Man har nemlig kun ca. 5-8 sekunder til at rette på forkert opførsel hos en hund, derefter forbinder hunden slet ikke handlingen med noget den har andel i, overhovedet!


Vand og atter vand

Skal jeres hund være alene hjemme på en varm dag, så sørg altid for to vandskåle! Den kan komme til at vælte en vandskål lige efter I er gået, og så skal den i værste fald tørste hele dagen.




Lidt flere tips

De her Kong er ganske smarte. Man kan evt. købe flere og have et lager i fryseren og så fylde dem om søndagen. De er af topkvalitet gummi og kan komme i opvaskeren. de rengøres i hvert fald godt efter brug.

Man fylder dem med "hundeleverpostej" - og nej, der er ikke hund i - faktisk ikke engang lever 😂

Man lader en ønsket mængde tørkost opbløde i vand, der lige dækker.Tager ca. en time. Derefter kan man blande med lidt havregryn og lidt krydderifrit kød, f.eks. en kødbolle af hakket kød eller lidt brystkød fra en hel kylling. Og så putter man fyldet i Kong`en. Så er det bare at fryse Kong`erne ned i fryseposer.

Hvalpen behøver ikke få en hver dag og hver gang den er alene. Men måske hver 3. dag. Giv den gerne frossen. Der er hygge til mange timer

Det der ikke er spist efter 8 timer, smides væk og Kong`en vaskes.

Copyright © All Rights Reserved